Når du gør det selv med brænde, er der pludselig et arsenal af værktøj du skal have. En brændekløver er nærmest uundværlig. Få grundlæggende viden her, så du kan vælge den rigtige.
Se brændeflækkere/brændekløvere her
Lige så snart du overvejer at du vil have billigt eller gratis brænde, skal du også overveje hvilken investering det vil være. Det er ikke sikkert den tjener sig hjem de første par år 🙂
Læs også: Stable brænde eller i brændestativ?
Der findes rigtig mange brændekløvere på markedet, og det kan være svært at finde den helt rigtige. Din første brændekløver, skal sikkert bare være den billigste, og så kan du slide den op på et par år. Til den tid har du fået noget erfaring, og ved lidt mere om, hvad du skal se efter, og om det er noget for dig, at fixe brænde år efter år.
Nogle af de ting du vil lægge mærke til, og skal være opmærksom på er:
Hvor mange tons tryk?
Det er vigtigt at du vælger en brændekløver der kan kløve træet, og ikke må give op alt for let. Det er svært at vide på forhånd, fordi det afhænger af mange forskellige faktorer.
- Hvor vådt er træet?
- Hvis der er mange knaster, kan det være næsten umuligt
- Stor diameter kan gøre det vanskeligt, hvis skæret samtidig er lille
Du kan få små brændekløvere ned til 4 tons tryk, det er fint til husbehov, hvis du lige skal flække lidt, og er opmærksom på måske skal igang med en økse, mukkert og kile også, når træet driller.
Rigtig mange af de billige modeller kører med 5 tons tryk, hvilket er nok til de fleste situationer. Hvis du vil være sikker på at kunne klare næsten alt, hurtigt, bør du ikke gå under 7 tons.
Uanset hvad du vælger, er det næsten lige så vigtigt, at du kløver brændet “rigtigt”. Dvs. at du læser træet, og ser hvor det kan flækkes lettest. Skal du forsøge 3-4 gange med samme stykke, spilder du for meget tid.
Kløvehastighed
Det er ret afgørende for, hvor hurtigt du får flækket alt dit brænde. Eller sagt på en anden måde, så er det irriterende at skulle vente på at brændekløveren får kørt skæret tilbage, så du kan få næste klods på banen.
Alternativt kan I være to om det, og så er der mulighed for at fylde på, inden skæret når alt for langt tilbage, så den er klar til at kløve hurtigt igen. Billedet viser min første brændekløver, hvor datteren hjælper, og jeg kan nå at fylde på, inden den når tilbage:
PAS PÅ! Du skal kende dit brænde. Nogle gange har det tørret tilpas, så det nærmest er sprødt. Så kan træet finde på at “eksplodere” både til siderne, men også fremad. De første par gange blev vi lidt forskrækkede, og en gang var hunden for tæt på. Der skete heldigvis ikke noget, men vi sørger i dag for, at der er en passende afstand til brændekløveren!
Brænde længde
De fleste brændekløvere kan sagtens klare omkring 40 cm. Da de fleste brændeovne kan klare omkring 35 cm. træ, er det helt fint. Men nogle gange får du træ der er skåret i lidt for store stykker, og så er det rart at kunne klare længden alligevel.
Læs også: Køb brænde i hele stammer
Det er ikke en fordel, at den er så lang som muligt. Hvis brændekløveren kan klare træstykker på 55 cm, og de kun er 25 cm fordi du har en smal brændeovn, bruger du alt for meget tid på at køre frem og tilbage. Et lille trick kan være at tage en klods og lægge på, som kan skubbe til brændet der skal flægges næsten med det samme. Men det er en nødløsning.
Jeg er begyndt at foretrække stykker på 25 cm, for så kan de ligge begge veje i brændeovnen, og det er lidt nemmere at håndtere. men det er en smags sag.
Med eller uden stativ
Det er nemt at få ondt i ryggen, når du skal kløve meget brænde. Hvis du ikke bruger stativ, men brændekløveren stå direkte på jorden, skal du helst sidde på hug, når du løfter brændt op. Du skal til gengæld ikke løfte det så meget.
Til de de fleste brændekløvere kan du købe et stativ, så de kommer op i en passende højde. Personligt synes jeg kun det er en fordel, hvis der også er mulighed for at gemme et par stykkertræ i højden, lige som et bord omkring brændekløveren. Der er stammer, der skal flækkes måske 10 gange, før alt er kløvet, hvor du hver gang dropper det kløvede på jorden, for så at skulle samle det op igen. Det bliver lidt bøvlet.
Uanset hvad du gør, skal du sørge for at lytte til din krop. Når du begynder at blive øm, har du allerede arbejdet for meget, i upassende stillinger. Hvis du fortsætter, begynder det at gøre ondt, og så er skaden sket.
Elektrisk eller benzindrevet
De almindelige små brændekløvere er eldrevet, hvilket gør at de trods alt ikke larmer helt lige så meget som de benzindrevne. Det kræver en ledning fra en strømkilde i nærheden. De benzindrevne kan arbejde hvor som helst, men larmer også en del mere, og lugter/oser, så der er noget miljømæssigt du måske har lyst til at tage hensyn til.
Du kan sagtens få op til 10 ton på el, men så er den også på 380V. Med en benzindrevet brændekløver kan du nå op på omkring 20 ton, og nogle af dem kan både stå og ligge, samt have plader på begge sider, som et lille bord til opbevaring af den anden halvdel. Det giver sikkert ingen mening, men tro mig, det er en stor fordel!. Samtidig kan de største hægtes på anhængertrækket, hvilket kan være en god ting, hvis du skal hente træ i skoven.
Stabling og tørreing
Når træet er flækket og kløvet, skal det stables og tørres. Du kan bruge et brændestativ, hvis du ikke har så meget, og et brændely eller brændeskur hvis du har meget.
Brændeflækkere/brændekløvere
-
Alko KHS 3704 – standard modellen
Vurderet 5.00 ud af 52,599.00 kr. Køb i butik -
Alko khs 5200 – den handy model med ben
3,299.00 kr. Køb i butik -
Tilbud
Alko LHS 6000 – den ultimative brændeflækker
5,249.00 kr.Original price was: 5,249.00 kr..4,139.00 kr.Current price is: 4,139.00 kr.. Køb i butik -
Texas Power Split 550H – mellem modellen
2,295.00 kr. Køb i butik -
Texas Power Split 600 – Dyrest og kraftigst
4,999.00 kr. Køb i butik -
Texax Powersplit 540H – den billigste
1,995.00 kr. Køb i butik