Når du skal til at være brændehugger, er der en del udstyr du bør have. Du kan sagtens starte med noget tøj der kan tåle at blive slidt, men for at lægge et træ ned, skære det i stykker og kløve det, kræves noget ekstra udstyr der ikke lige findes i en normal husholdnings værktøjskasse.
Det afhænger af hvordan du har tænkt dig at hugge dit brænde. Hvis du selv skal lægge træet ned først, skal du have hele sortimentet. Hvis du blot henter klodser der er savet, kan du nøjes med en flækøkse eller en brændekløver. Sidstnævnte er at foretrække, hvilket du finder ud af, første gang du bruger en flækøkse.
Motorsav
Der findes et utal af modeller at vælge imellem, når du skal have en motorsav. I første omgang skal du vælge om det skal være en larmende benzindrevet motorsav, eller om du vil gå efter den mere handy og mindre larmende el-motorsav. Det afhænger selvfølgelig af om der er strøm inden for opnåelig afstand af det træ du skal skære.
Dernæst skal du finde ud af hvilken model du vil have, og her spiller prisen ind. Jo bedre motorsav, jo højere pris. Du vil sikkert vælge den billigste motorsav til at starte med, det kan være en god ide, indtil du ved om det er noget du gider blive ved med år after år. Den næste kan så være en bedre model.
Med en motorsav er du klar til at fælde træer, og skære dem ud i passende stykker. Derefter skal de kløves, enten med flækøkse eller brændekløver (også kaldet brændeflækker).
Økser og kiler
Hvis du er naturmenneske, og vil gøre alt “som i gamle dage” skal du have et par økser og en kile. Gerne en mukkert, og et koben (kaldet brækjern, hvis du er fra København).
Flækøksen bruges til at flække træet, altså kløve det i passende bidder. Jo længere flækøkse, jo større kraft smadrer du øksens hoved ned i brændet med, og jo hårdere stykker træ kan du kløve. Der skal øvelse til, og øje for hvordan træet skal kløves.
Øksen bruges til at kløve mindre stykker, og pinde, samt hugge små grene af. Hvis du tænker at øksen skal bruges til at fælde træet, skal du have en meget stor økse, det er ikke noget der kan anbefales. Brug en motorsav.
Kilen er god, når noget træ ikke rigtig vil gå fra hinanden, så kan du sætte den i revnen, og banke træet mere og mere fra hinanden, med din mukkert. Lidt som en dåseåbner, bare lidt voldsommere.
Nogle gange kan kilen hverken bankes frem eller tilbage, så kan det være en fordel med et koben til hjælp. Nogle gange hjælper det heller ikke, så må virkelig gå til den med en mukkert eller økse.
Brændekløver
Der er to ting du skal være opmærksom på, når du skal købe en ny brændekløver, ud over prisen selvfølgelig. Hvor meget den kan presse, og hvor hurtigt den kan køre frem og tilbage. Der er ikke noget værre, end de billige modeller, hvor du venter en evighed på at stemplet rammer træet, for så bare at gå i stå, fordi den ikke kan trykke hårdt nok. Men ofte kan du få en med ca. 7 tons tryk til en rimelig penge.
Hjelm og beskyttelse
Hvis du fælder træet selv, er det en god ide med en hjelm, der også har visir. Motersaven sprøjter savsmuld og grenstumper rundt i luften omkring dig, og du vil garanteret på et tidspunkt opleve, at du rejser dig op, og banker hovedet op i enten en stor gren, eller grene med torne på. Jeg har prøvet begge dele uden hjelm, det er ikke sjovt, så derfor er det for mig en obligatorisk rekvisit, nu.
Påklædning
Handsker er ikke kun praktisk for at undgå beskidte hænder, men beskytter også mod rifter og splinter. Kedeldragt eller arbejdstøj med knæpuder er en god ide, så du ikke behøver tage så meget hensyn, hvis du skal ned på knæ, for at løfte eller flytte noget der er upraktisk stående.